Overordnede kursusmål
Målet med kurset er at give en grundig introduktion til
fænomenologien og fundamentale principper i vævsbiomekanik. Fokus
vil være på menneskets hofteled, store sener samt karvæggen i
arterier/vener. Der undervises både i anatomien og fysiologien
såvel som modellering af den mekaniske opførsel i de nævnte
strukturer.
Som studerende skal du skrive 3 grupperapporter, som beskriver
øvelser udført i kurset. Rapporterne skal afleveres i løbet af
kurset og er adgangsgivende til den endelige eksamen. Du skal
aflevere 3 obligatoriske hjemmeopgaver som bedømmes med karakter og
indgår som en deleksamen. Desuden skal du præsentere en
videnskabelig artikel.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Opskrive de grundlæggende mekaniske bevarelseslove.
- Anvende grundlæggende vektor og tensor matematik til at løse et
biomekanisk problem.
- Anvende argumenter for symmetri til at bestemme
materiale-parametre for et givent væv.
- Forklare den fysiske betydning af konstitutive ligninger.
- Formulere biomekaniske modeller for forskellige vævstyper.
- Beskrive anatomien og fysiologien af menneskets hofteled, store
sener og arterier/vener.
- Anvende eksperimentel data som randbetingelser i en biomekanisk
model.
- Løse et biomekanisk problem ved hjælp af finite element
modellering.
- Opsummere og evaluere betydningen af modelresultater.
- Skrive rapporter som opfylder grundlæggende krav til
videnskablig kommunikation.
- Præsentere en videnskabelig artikel indenfor et afgrænset
biomekanisk emne for medstuderende.
Kursusindhold
I kurset gennemgår vi den nødvendige del af vektor- og
tensoranalysen, der anvendes i undersøgelsen af biomekaniske
problemstillinger. Den matematiske formalisme anvendes
efterfølgende til at formulere de grundlæggende bevarelseslove og
forskellige typer af konstitutive ligninger. Tilsammen danner disse
principper basis for al biomekanisk analyse og modellering.
Eksempler inkluderer elastiske, visko-elastiske og hyperelastiske
vævsmaterialer. Desuden gennemgås anatomien og fysiologien af
menneskets hofteled, store sener og karvæggen i arterier/vener.
Vi vil læse og diskutere videnskabelige artikler, der beskriver
biomekaniske problemstillinger for at give dig indsigt i hvorledes
forskning udføres inden for disse områder. Der vil desuden være
gæsteforelæsninger fra eksterne forskere der arbejder med
forskellige aspekter af biomekanik.
Endelig omfatter kurset eksperimentelt arbejde, hvor du skal
bearbejde data til at analysere en given biomekanisk
problemstilling. På Panum Instituttet vil der blive demonstreret
metoder til opsamling af biomekanisk data. Gennem kurset vil du få
tid til at opstille finite element modeller til at analysere
biomekaniske problemstillinger ud fra eksperimentelle data. Du skal
aflevere skriftlige rapporter for øvelserne, som beskriver dine
resultater og konsekvensen af disse. Rapporterne skal godkendes og
er adgangsgivende til den afsluttende eksamen.
Litteraturhenvisninger
Kursusmaterialet er primært uddrag fra e-bøger tilgængelige via DTU
FindIt:
1) J. D. Humphrey, S. L. O'Rourke: An Introduction to
Biomechanics - solids and fluids, analysis and design, 2nd edition.
Springer, 2015
2) F. Irgens: Continuum Mechanics. Springer, 2008
3) S. C. Cowin, S. B. Doty: Tissue Mechanics. Springer, 2007
4) J. D. Humphrey: Cardiovascular Solid Mechanics - cells, tissues
and organs. Springer, 2002
Bemærkninger
E-learning anvendes i form af elektronisk baseret opgaverettelse.
Sidst opdateret
16. juni, 2025